Nu kommer anden del af min fortælling om min rejse hjem.
Vi havde alle håbet på at vores rejse hjem ville blive perfekt uden forsinkelser eller andre besværligheder men sådan blev det overhovedet ikke.
Vi var fem piger som har stået på de samme billetter under hele rejsen - Eline, Anne, Mathilde, Emma og jeg.
Anne og Mathilde havde så besluttet sig for at ville tage 14 dage til Thailand efter de tre måneder så de havde været inde og ændre deres billetter, så da vi tjekkede de nye billetter stod Eline, Emma og jeg på en billet og Anne og Mathilde stod på en anden billet, så alt burde være i orden.
Vi kommer til lufthavnen i Kota Kinabalu og begynder at checke in, men da Emma skal checke in kan de pludselig ikke finde hende i systemet. Hun kan derfor ikke checke in og komme med. Anne og jeg blev hos Emma for at hjælpe hende, og vi blev sendt op på Malaysain Airs kontor hvor vi trak et nummer for at få hjælp - der var så bare lige 20 før os så vi var lidt presset. Heldigvis var vi ankommet til lufthavnen tre timer før vi skulle flyve så vi havde da okay tid at løbe på. Vi stod og ventede på det blev vores tur indtil Emma og Anne gik hen til en af skrankerne og fik hjælp da det var en nødsituation. Vi fik at vide at hun skulle gå ned til en anden check-in skrank og så skulle det være i orden, men da vi kom derned blev vi sendt ind på et andet kontor hvor vi fik at vide vi skulle ringe til vores rejseagent, som var Jysk Rejsebureau. Vi fik ringet dem op og Emma kom til at snakke med en der hed Carsten og hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle gøre så hun kunne komme hjem. Der gik rigtig meget tid med at vente hvor dem på kontoret ringede til folk som skulle ringe til folk så de kunne få svar på om Emma kunne komme med os andre hjem. Tiden gik og der var ikke længe til vi skulle med flyveren og ærlig talt var det lidt svært at finde ud af hvad der helt præcis foregik, og vi kunne ikke gøre andet end at vente og krydse fingre for at de fandt ud af noget. Til sidst fik hun at vide at hun kunne checke ind og komme med os andre hjem, så hun gik ud og checkede ind og fløj med os til Kuala Lumpur lufthavn. Her havde vi ikke særlig meget tid og da vi var Emma, en der hedder Michelle og jeg der skulle rechecke in i Kuala Lumpur blev vi mødt af en ansat fra Qatar flyselskab som kom med nogle håndskrevne billetter som vi skulle vise ved boardingen og så ville vi få resten af billetterne for resten af rejsen hjem. Vi skulle nu flyve med Qatar flyselskab i stedet for Malaysian Air resten af vejen. Da vi kommer til boarding får Michelle og jeg nye billetter og jeg når at boarde men går ikke fra de to piger da jeg kan se noget er galt. Endnu engang er det Emma som ikke står i systemet og derfor ikke kan komme med flyet. Det viser sig at Malaysian Airline kun har sørget for at hun kunne komme til Kuala Lumpur men resten af rejsen havde de ikke gjort noget ved. Emma stod derfor i KL uden billet og ringede igen til Carsten. Denne gang havde vi desværre ikke tre timer og vi stod Michelle, Emma og jeg og vidste ikke hvad vi skulle gøre. De andre havde sat sig ind i flyet og flyet var klar til at flyve men hverken Michelle og jeg ville forlade Emma som nu stod med tårer i øjnene og med en grådkvalt stemme og snakkede med Carsten og prøvede at komme med flyet. Men der var intet at gøre. Til sidst fik jeg besked på at hvis jeg ikke gik om bord på flyet nu så ville jeg komme til at betale en ny billet og muligvis en bøde for at boarde og ikke gå ombord.
Det var en rædsom situation at stå i for ville ikke efterlade Emma i KL alene og uden telefon for den havde hun fået stjålet i den første måned på Borneo. Men samtidig havde jeg heller ikke råd til at købe nye flybilletter og jeg ville jo selvfølgelig også gerne hjem. Emma sagde jeg skulle gå ombord på flyet og jeg spurgte om hun var sikker hvortil hun svarede at "ja, for det her er ikke din fejl og ikke dit ansvar." Jeg skrev mit mobil nummer ned, fik hendes fars nummer og så løb jeg ombord på flyet. Det var skrækkeligt at forlade Emma som selvfølgelig var i chok og panik og ikke anede hvad hun skulle gøre og bare stod og græd og prøvede at snakke med Carsten og en af Qatar's medarbejdere. Da jeg kom ind i flyet kiggede de andre piger på mig og jeg rystede bare på hovedet. Det var næsten som at være med i en film med en dårlig slutning og jeg havde det ikke særlig godt med mig selv hele flyveturen. De andre var gode til at sige til mig at jeg ikke kunne gøre andet og at de ville have gjort det samme. Michelle og jeg var de to som havde snakket mest med Emma den sidste måned og derfor havde vi det selvfølgelig rigtig dårligt med det men vi snakkede om det og prøvede at berolige hinanden med at hun nok skulle komme hjem og at hun var en stærk pige.
Da vi kom til Doha lufthavn ringede jeg først til Jysk Rejseselskab for at høre hvordan situationen var og fik at vide hun var blevet indlogeret på et hotelværelse i lufthavnen og så ville de finde ud af noget dagen efter, da det var helligdag den mandag vi rejste og derfor kunne chefen ikke kontaktes. Efter at have snakket med Carsten ringede jeg til Emmas far. Det var heller ikke særlig sjovt at skulle stå og fortælle ham at jeg havde efterladt hans datter i en lufthavn uden en telefon så hun kunne ikke rigtig komme i kontakt med nogen. Han havde dog snakket med Emma selv og samtalen var derfor meget kort.
Resten af rejsen hjem gik super for os andre, men selvfølgelig tænkte jeg på hvordan det gik med Emma. Vi fløj fra Doha til København og der var ikke særlig mange mennesker i flyet så jeg fik fire sæder for mig selv og sov rigtig godt i det fly. Da vi kom til København sagde vi alle farvel til hinanden og så gik vi samlet ud til ankomsthallen.
Jeg kunne se danske flag og vidste med det samme at det var min familie. I lufthavnen ventede min mor, far og Jonas som forventet. Desuden stod min tante og onkel der også men jeg havde overvejet at de måske ville stå der da de bor i Rødovre, ikke har så langt og er så søde mennesker at de kunne finde på det. Men der stod en person mere som jeg overhovedet ikke havde forestillet mig ville være der. Han havde sagt han ikke kunne få fri på arbejde fordi de havde så travlt pga pinsen, men hvem stod der høj og skøn som han er ... det gjorde SIMON!! Jeg blev SÅ glad da jeg så han også var der og jeg kunne slet ikke stoppe med at smile. Jeg havde dog ellers tænkt at det måske også ville være mærkeligt at skulle til at introducere ham for min familie i lufthavnen og det nok var noget jeg gerne ville have adskilt - altså min hjemkomst og hans introduktion til min familie.
Jeg gav min mor et kæmpe knus som den første, derefter min far, lillebror, tante og onkel og til sidst Simon som også fik et lille kys. Jeg var lidt bange for det ville blive akavet at skulle kysse foran min familie men på det tidspunkt var jeg mega ligeglad for jeg var bare så glad for at se ham og jeg var glad for at de allesammen var der. Det viste sig så at Simon havde taget kontakt til min mor på facebook hvor han havde startet med at skrive: "Hej svigermor." Det havde min mor synes var rigtig sjovt og hun kunne allerede der lide ham tror jeg. Men de havde så skrevet sammen og så havde min mor, så sød som hun er, inviteret ham til aftenkaffe. Så Simon havde været hjemme hos min familie mens jeg var ude at rejse og det synes jeg er sejt gjort af ham. Jeg er så glad for at han bare har sagt ja og mødt mine forældre for derefter sammen med dem aftale at overraske mig. Sødere kæreste får man sig vidst ikke.
Min tante og onkel kørte hjem og vi kørte også hjemad, og Simon kørte selvfølgelig med os. På vejen hjem kørte vi ind og fik frokost i Fredericia og det var bare så dejligt og naturligt selvom Simon var der og jeg var glad for at det gik så godt.
Da jeg kom hjem ventede der gaver på min seng fra min familie og det var bare så fint. Jeg fik tøj, undertøj og en billet til Nephew koncert i oktober. Lækre gaver må jeg sige. Jeg fik også vist de ting jeg havde købt og givet dem gaver som de blev glade for. Kl. 18 ringede det så på døren. Jeg anede ikke hvem det var. Min mor havde sagt at vi skulle have mad udefra og hun havde dækket op til os fire, Simon og så to mere, men hun ville ikke sige hvem de to sidste var. De to sidste var Michala og Mirjam, to af mine veninder fra gymnasiet, som kom med aftensmad som bestod af min livret - Boller i Karry. Endnu en god overraskelse og hele min hjemkomstdag og aften var bare perfekt. Det var så lækkert at komme hjem og mærke hvor savnet man havde været og bare kunne mærke dem man holder af igen og snakke med dem igen. Vi spiste aftensmad og fik snakket en masse og hygget os og dagen sluttede på den måde rigtig godt.
Dagene efter gik jeg og ventede på at høre fra Emma om hvordan det gik hende. Hun endte med at komme hjem om onsdagen kl. 17 og hun havde sovet på et luksus hotel den nat hvor hun var i KL så hun havde det nu godt. Hun havde dog desværre betalt alt selv indtil videre fordi hverken Jysk Rejsebureau eller Qatar Airways ville tage ansvar for fejlen, men jeg håber hun får nogle penge tilbage da det jo overhovedet heller ikke er hendes egen skyld. Men det var bare godt at høre, hun også var kommet godt hjem og havde det godt så så kunne jeg slappe af igen.
Men nu er der så gået ca to uger siden jeg kom hjem og jeg nyder at være tæt på dem jeg elsker og det er bare skønt at være hjemme. Ude godt men hjemme bedst som man siger.
De sidste to uger er der sket en del men det kan jeg fortælle om i næste blog.
- Glücke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar