Puha så er ugen overstået for mit vedkommende og jeg har weekend.
Grunden til at jeg allerede nu har weekend skyldes at jeg i denne uge har haft terminsprøve.
Mandag var det skriftlig dansk. Det gik okay tror jeg. Tre timer før tiden følte jeg at jeg var færdig og brugte egentlig bare tiden på at læse de andre tekster og på at skrive tale til min lillebrors konfirmation.
Tirsdag var det skriftlig bioteknologi. Jeg synes den var rigtig svær og tror desværre ikke det er gået så godt, men det var en god øvelse.
I dag har jeg så været til skriftlig matematik og den synes jeg faktisk gik ret godt. Det meste af det fandt jeg ret nemt så det var dejligt.
Da jeg var færdig i dag var jeg i Herning Centeret med min bror for at købe fødselsdagsgave til min far. Han har nemlig fødselsdag på søndag. Jeg er dog desværre ikke hjemme før søndag aften. Det skyldes at jeg fra lørdag til søndag skal til sidste runde af DM i ultimate. Vi har ikke vundet noget endnu men der er så få ultimate klubber i Danmark at vi godt kan være med. Jeg har egentlig ikke den store lyst til at spille kampe og vil helst bare træne, men jeg glæder mig til at se finalen søndag da jeg så har muligheden for at se en "ordentlig" kamp.
Men jeg glæder mig nu mest til i morgen. Fordi jeg har fri har jeg og min mor aftalt at have en hyggedag i Århus. Først skal vi på Aros hvilket er den første gang for os begge så jeg er rigtig spændt på at se det. Bagefter skal vi på strøget hvor vi skal mødes med min søde kusine og dagen slutter vi af med at skal ind og se min roomies gymnastikhold lave opvisning. Det glæder jeg mig også helt vildt meget til. Selvom det kun er to uger siden vi sidst så hinanden så bliver jeg altid så glad indeni når jeg skal se hende igen.
Jeg ved det bliver en god dag i morgen og jeg tror nu også nok at weekenden skal blive god så jeg ser frem til det.
Som afslutning på dette indlæg vil jeg lige dele et billede med jer som jeg godt kan lide.
Hav en god weekend allesammen
- Glücke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar