Jeg sidder pt med hovedet begravet i bøger og papir fordi jeg skal til prøve (det andre ville kalde eksamen men det må man ikke på mit studie) i morgen og skal gerne bestå for ellers får jeg et problem.
Reglerne er jo at man har tre forsøg så hvis jeg ikke består i morgen så har jeg jo to forsøg mere (vil dog helst at dette sker) men problemet er at hvis jeg ikke består i morgen så kan jeg ikke flytte studiet til Holstebro og det vil sige at planen om at flytte sammen med Simon på fredag vil gå i vasken.
Så jeg SKAL bare bestå den prøve i morgen!!
Så det er tid til prøve igen men det er også tid til at pakke mine ting ned og flytte endnu engang - men forhåbentligt er dette sidste gang i lang tid. Jeg har været glad for at bo sammen med Amalie i det her halve år, helt sikkert og ingen tvivl om det, men da Simon spurgte om jeg ville flytte med ham ind i den lejlighed han gerne ville flytte i så kunne jeg ikke sige nej.
Det skal ikke være en hemmelighed at jeg længe har drømt om at Simon og jeg en dag skulle flytte sammen og skabe et hyggeligt hjem sammen, for han er jo den jeg vil tilbringe resten af mine dage med, men havde ikke lige planlagt at det allerede skulle være nu. Mange ville måske mene at det går hurtigt men der er alligevel snart gået 2 år siden jeg sagde ja til at blive hans kæreste og lejligheden er bare helt fantastisk så jeg kunne ikke afslå hans tilbud.
Jeg er dog ked af at skulle forlade Amalie og ville da gerne at jeg kunne pakke hende med ned i mine kasser og tage hende med, men hun har fundet en ny pige som flytter ind i mit værelse og hun virker smadder sød. Så jeg håber det vil komme til at fungere mellem dem. Og så vil jeg jo stadig komme på besøg og se om hun passer godt på lejligheden. Hehe
Hvad jeg vil savne ved Århus:
- At spise aftensmad med Amalie hver aften og lige få vendt dagen og andre gode emner som fx hvor åndsvage drenge kan være når de er fulde haha
- At mødes med pigerne fra mit studie til spilaftener med god mad, bezzerwizzer, snak og masser af godt humør
- At gå på et Stepfit intro hold sammen med Caroline i Fitness World hvor man er mere end 6 mennesker og ikke behøver tænke over hvor dum man ser ud
- At kunne cykle til skolen og få daglig motion og frisk luft
Hvad jeg vil glæde mig til i Herning:
- At vide at jeg får mulighed for at se Simon næsten hver dag og ikke kun en gang om ugen
- At bo i en stor lækker lejlighed med altan hvor der er plads til at spise ude om sommeren med gode venner eller familie
- At kunne smutte forbi min mor og snakke hvis jeg lige skal have gode råd om livet eller besøge mine forældre til en gang aftensmad
- At kunne mødes oftere med mine folkeskoleveninder og muligvis træne i Fitness World med dem
- At kunne tage på stadion og se FCM når jeg har tid og lyst - også om søndagen fordi jeg ikke skal med et tog tilbage til Århus
Jeg glæder mig til et nyt kapitel i mit liv men først skal prøven i morgen lige bestås så ønsk mig held og lykke og kryds gerne fingre :)